Menu

Sikke en fantastisk dag!

image
Thomas Jensen
30. august 2022 kl. 17:20
Endelig fik vi holdt Brede IF´s 100 års fødselsdag

Endelig fik vi holdt Brede IF´s 100 års fødselsdag og sikke en dag det blev.
Som formand har jeg personligt lagt en masse timer i projektet sammen med bestyrelsen, men det var helt klart det hele værd når man så hvordan selve dagen endte med at blive.
En helt fantastisk dag hvor både børn, unge og vores grå guld hyggede sig rigtig meget.
Der blev fortalt historier på kryds og tværs og Brede IF´s historie blev delt generationer imellem.


En stor tak skal lyde til alle jer der dukkede op og var med til at fejre vores elskede klub.


Borgmester Sofia Osmani lagde bl.a. vejen forbi og fik set hvor dejlig en klub Brede IF er. Stor tak skal der lyde til formand for DBU Sjælland Jakob Koed som også kiggede forbi og ligeledes sagde nogle pæne ord i forbindelse med fejringen.
Naboklubberne var også godt repræsenteret da både Lyngby Boldklub, VSB, Lundtofte samt Lundtoftes forældre forening kiggede forbi med flotte gaver og en masse gode anekdoter omkring diverse indbyrdes kampe vi har haft. Taarbæk kunne desværre ikke deltage, men sendte stadig en kærlig tanke og en flot gave til vores ungdomsafdeling.

Vores sponsor Dagli’Brugsen Ørholm deltog også og havde på dagen også skænket nogle flotte præmier til vores lotteri

Alle klubbens medlemmer, nye som gamle samt forældre skal også have en kæmpe tak for at møde så talstærkt frem. Det vrimlede med bredekoryfæer på både dame og herresiden og nogen var kommet hjem fra det store udland for at fejre 100 års jubilæet.
Dagen forløb som den skulle med en reception i begyndelse hvor der blev serveret lækker kage fra Ganløse Bageri samt lidt til ganen. Derefter blev der holdt diverse taler bl.a. ved undertegnet samt formand for DBU Sjælland Jakob Koed.
Børneaktiviteterne blev bagefter sat i gang og bød på mange flotte præstationer til børne 5 kampen. Børnene var også flittige til at bruge de opsatte hoppeborge/puder samt til at ”proviantere” sig med popcorn og slushice som var til fri afbenyttelse.
Havde børnene brug for en pause så havde de mulighed for at få autograf af Lyngby Boldklubs helt egen Casper ”Dani” Winther som var kommet til stor glæde for både børn og voksne.

Dagen bød også på noget flot fodbold begyndende med en kamp imellem Bredes nuværende 1 hold imod alle børnene. En flot kamp der helt fortjent sluttede 2-2 efter god fight over hele linjen.
Efterfølgende blev Bredes historie samlet på banen, da et oplagt Allstarhold anført af træner Henrik ”Mini” Nielsen stillede op til kamp mod Bredes nuværende 1 hold.
Kampen huskes nok ikke for resultatet men mere for alle de flotte mål der blev sat ind bl.a. af Julie Winther samt det velplaceret spark som undertegnet sparkede da der blev scoret på straffespark 😉
Da kampen var færdig blev der serveret helstegt pattegris samt pølser fra Slagter Suhr og der blev tændt op for den gode musik.

Festen fortsatte i klubhuset med DJ og endnu mere god musik indtil den lyse morgen.
Til slut vil jeg som formand endnu en gang takke for et brag af en fejring, en fejring som klubben helt sikkert havde fortjent. Dagen var simpelthen en helt perfekt dag og er heldigvis blevet foreviget af vores super dygtige fotograf Arnold Mikkelsen. Tusind tak for alle de flotte billeder.

Jeg glæder mig til at se jer alle sammen i Brede i løbet af efteråret og så håber jeg at vi får samlet en masse sejre, point og ikke mindst en masse gode oplevelser i efterårets kampe.

Forza Brede I.F.,
Jeres formand
Thomas Jensen

Luk